Sådan gavner regelmæssig motion dit helbred
Det er ikke længere nogen overraskelse, at motion er godt for helbredet. Der er lavet et kæmpe antal undersøgelser inden for området, og de viser stort set alle den samme konklusion: At regelmæssig motion er noget af det bedste, du kan gøre, for at holde kroppen sund og rask.
Men hvorfor er motion egentlig så vigtigt, og hvor stor er effekten egentlig? Det er nogle af de ting, du kan lære mere om i denne artikel. Vi ser nemlig på motionens effekt på helbredet – det fysiske såvel som det mentale.
Derfor er motion vigtigt for helbredet
Almen motion er en del af en aktiv livsstil. Men det varierer alligevel, hvor meget motion danskerne får. Vi har nemlig alle forskellige vaner. Én ting er dog sikkert: Motion er essentielt, hvis du ønsker et godt helbred.
Motion er godt, da det udfordrer kroppen. Det er godt for blodet, da det bliver cirkuleret bedre rundt i kroppen, og musklerne bliver bedre til at udnytte ilt. Unødvendigt fedt forbrændes, da motion kræver indre energiressourcer. Desuden forbedres insulinfølsomheden, da veltrænede muskler lærer at indeholde og håndtere sukkerstoffer bedre.
Overordnet er der altså den effekt, at blodtrykket falder. Det er alene nok til at undgå mange fremtidige sygdomme. Samtidig hjælper motion på kolesterol. Særligt den gode version af kolesterol, som kaldes HDL, stiger ved regelmæssig træning.
Hjertemusklen bliver stærkere ved konditionstræning, hvilket har fornem effekt på cirkulationen. Det bliver lettere for hjertet at sende blod rundt i kroppen. Det er derfor, at vi ser en klar effekt i pulsen. Folk i form kan få pulsen enormt højt op, når det gælder – altså ved intens træning. Omvendt er hvilepulsen lav. Det er et godt tegn, så længe det er inden for de naturlige grænser.
En anden grund til motionens gode effekt er, at vi producerer hormoner, når vi dyrker sport og motion. Det er blandt andet væksthormoner, kønshormoner og humørrelaterede hormoner, der frigives. Selvom de primært kommer frem under selve træningen, forbliver de effekterne længe efter.
Hver gang du dyrker motion, gør du altså noget godt for din krop. Flere undersøgelser viser, at du forlænger din levetid ved at dyrke motion, samtidig med at du får et bedre velvære. 1.000 af kroppens 30.000 gener anslåes at blive aktiveret ved motion, og det siger en del om sagen.
Kan motion erstatte medicin?
Det er nemt at fastslå, at motion er godt for helbredet. Men hjælper det så meget, at man kan undgå visse sygdomme, og sågar skære ned på den medicin man bruger?
Der er delte meninger om det, men et studie fra Syddansk Universitet og Færøernes Universitet har nogle interessante resultater. De har testet, hvordan kroppen reagerer på fodboldtræning for patienter med enten forhøjet blodtryk og type 2-diabetes. Her opdelte man to grupper: Én gruppe med almindelig lægebehandling plus råd om motion og kost. Den anden gruppe fik besked på at træne fodbold, og det var sådan set alt. Forsøget skulle vare i seks måneder.
Resultatet var i sidste ende, at fodboldgruppen oplevede lavere blodtryk og et generelt sundere helbred. Faktisk var det så godt, at forskerne bag projektet udtalte, at fodbold på en måde kan betragtes som medicin.
Det førte siden til debat om, hvorvidt man kunne erstatte sin eksisterende medicin med fodboldtræning og motion generelt. Måske et skridt for langt at gå, men ikke desto mindre er det en underholdende tanke, da den positive effekt bestemt er til stede ved at dyrke regelmæssig motion. Én ting kan dog konstateres: Til forebyggelse af fremtidige sygdomme er motion utroligt gavnligt.
Forbedrer også humøret
Motion er kendt for at forbedre humøret. Selv 20 minutters motion er nok til at booste humøret i 12 timer. Det viser en undersøgelse fra University of Vermont, hvor man havde 48 testpersoner, der fik målt deres humør. Udover den midlertidige humørforbedring må vi heller ikke glemme den langtidsvarige forhøjede selvtillid, som ofte følger med, når man kommer i form.
Men hvorfor har motion overhovedet effekt på humøret? Svaret er ret simpelt: Eksperter mener, at motion frigiver hormoner og andre lykkebringende stoffer i hjernen. De stoffer, der helt præcist er tale om, er især serotonin, dopamin, norefidrin, samt masser af endorfiner. Og så længe du ikke overtræner, vil mængden af stresshormoner desuden nedsættes (overanstrengelse har dog den modsatte effekt). Stress kan altså forebygges ved regelmæssig fysisk træning.
Det mest interessante er, at selv en lille smule motion kan gøre en stor forskel. Der skal end ikke mere end 20 minutters træning til, før humøret forbedres resten af dagen.
I det lange løb virker det til, at selv svære depressioner kan bekæmpes med motion. Nogle amerikanske forskere, som var involverede i den omtalte Vermont-undersøgelse, fortæller, at der var færre depressionssymptomer hos patienter, der havde trænet sig ud af en depression, sammenlignet med dem der havde fået medicin mod depressionen.
Motion hjælper både kvinder og mænd
Der er gode reaktioner hos både kvinder og mænd. Både hos unge og ældre er der også store fordele ved motion, så det er temmelig universelt. Selvfølgelig er unge i stand til at dyrke motion med højere intensitet, men det viser sig, at alle målgrupper reagerer godt på at få kroppen i aktivitet.
Visse livsstilssygdomme rammer det ene køn i højere grad end det andet, og de biologiske forskelle gør, at vi reagerer forskelligt på fysisk træning. Mænd kan i højere grad opnå større muskelmasse end kvinder kan, men omvendt er der ting som tyder på, at kvinder oplever en bedre mental effekt ved at træne. I alle tilfælde er det dog sådan, at begge køn har godt af at dyrke motion – og gerne flere gange om ugen.
Fodboldens gavnlige effekt på helbredet
Fodbold er den mest populære sportsgren i Danmark og udøves af unge såvel som ældre. På mange måder er regelmæssig fodboldtræning noget af det absolut bedste, du kan gøre for dit helbred. Fodbold har nemlig masser af intervalløb og retningsskift, hvilket udfordrer kroppen, og som samtidig er med til at forbedre fysikken og helbredet.
Den tidligere nævnte undersøgelse fra SDU tog udgangspunkt i fodbold og viste særdeles lovende resultater. Forsøget viste, at fodbold var utroligt effektivt til at forebygge forhøjet blodtryk. Det blev bevist, at man med moderat fysisk spil kunne begrænse sit medicinbehov, og i nogle tilfælde var det nok til at medicin helt kunne erstattes af fodboldtræningen.
Årsagen til fodboldens gavnlige effekt ses især i at konditionen forbedres. Det er en aktiv sport, hvor man skal være vågen, og hvor der hele tiden sker en form for bevægelse. Denne bevægelse kan være alt fra let jogging til en fuld sprint – alt efter hvad situationen kræver. Masser af intervalløb og masser af koordination. Det er antydet af insidere, at fodboldtræning også kan forbedre intelligensen. Blandt andet på grund af præcision af skud og afleveringer, men det må forblive et emne til en anden dag.
Det giver altså rigtig god mening at købe et par fodboldstøvler og komme i gang med træningen. Selv moderat træning få timer om ugen giver resultater – i hvert fald ifølge undersøgelsen fra SDU.
De mest oplagte motionsformer at udøve
Fodbold er et fremragende valg, hvis du ønsker at begynde at udøve mere motion. Men der er mange muligheder. Det anbefales først og fremmest, at du finder en sport eller motionsdisciplin, som tiltaler dig personligt, og hvor du kan holde motivationen oppe i længden. Alligevel kan vi dog komme med lidt hurtig inspiration, hvis du gerne vil have et par eksempler:
Håndbold er en anden populær sport i Danmark, som også bringer masser af fordele med sig. Tempoet er normalt højere end i fodbold, og sætter derfor også store krav til konditionen. Det er et minus, at håndbold kun foregår indendørs, da det betyder mangel på frisk luft. Men rent fysisk er håndboldtræning super godt for helbredet.
To andre sportsgrene, som byder på masser af konkurrence og hastighed, er floorball og basketball. Begge er så godt som obligatoriske i skolernes idrætsundervisning, og med god grund: Pulsen kommer op at køre, der er masser af sammenspil involveret, og præcis som med fodbold er der masser af naturligt forekommende intervalløb og retningsskift.
Men det behøver bestemt ikke at være en sport: Helt almindelig motion har lige så gode effekter, når det kommer til helbredet. Løb er det perfekte eksempel. Her kommer pulsen også op, og du kan udfordre dig selv i det tempo, som passer dig bedst. Hvis du vil imitere fordelene fra fodbold, så lav intervalløb og opdel træningen. Indsæt indimellem en spurt, da det ikke kun er godt for konditionen, men også for musklerne og for din generelle styrke.
Svømning er et andet godt eksempel, da det udfordrer kroppen på flere forskellige måder. Det er svært at drage paralleller fra den tidligere omtalte fodboldundersøgelse og til svømning, men der er dog det tilfælles, at der er tale om effektiv motion. Svømning kan både være hyggesvømning i den lokale hal, men det kan også være i forbindelse med konkurrencer.
Konklusion
Motion kan uden tvivl gøre gode ting for helbredet. Undersøgelser viser i hvert fald positive takter, og ved at udøve motion regelmæssigt kan mange lidelser altså holdes en smule på afstand.
Den største effekt observeres mod højt blodtryk og livsstilssygdomme, som fx type 2-diabetes. Men det er heller ikke forkert at tænke, at motion også kan være gavnligt mod andre former for sygdomme.
Udover potentielt at kunne holde visse sygdomme i skak, så er sport og motion desuden godt for det mentale velvære. De koordinationsfærdigheder, som sportsudøvere udvikler, er med til at stimulere hjernen. Almen motion er også godt for hjernen og humøret: Der frigives mange hormoner ved fysisk træning, hvilket formodentligt er hovedårsagen til det forbedrede humør, som vi normalt oplever efter en god træningssession.